
Hvad er en videnskabelig kontrovers ?
... og hvorfor er Ikke-ioniserende Elektromagnetiske Felter (EMF) kontroversielle?
En kontrovers kendetegnes ifølge Tommaso Venturini (2010) ved fraværet af fuldstændig konsensus. Med udgangspunkt i dette forstår vi videnskabelige kontroverser som karakteriseret ved sammenstød af enigheder og enigheder og "magtfulde" aktører. Der skal være noget på spil, noget der kan ændres. En kontrovers skal have karakter af vedvarende uenighed, som skal løses, og den skal udspille sig i offentligheden. Sidst men ikke mindst, forstår vi en videnskabelig kontrovers som værende baseret på faktuel viden- eller sandhedsudsagn som uenigherden skal berøre. Der skal ganske enkelt være viden på spil.
Med dette in mente kaster vi os ud i at kortlægge EMF som en videnskabelig kontrovers. Kontroversen er ikke ny, men på trods af dens huseren i internationale og nationale sammenhænge i en årrække finder vi, at sammenstødene mellem de involverede aktører stadig kredser omkring gnidningsflader mellem forskellige former for viden, ekspertise, forskningsstandarder og interesser. Det er disse gnidningsflader denne hjemmeside vil beskæftige sig med.